Slotsbyerne, 26. juni 2007, side 26-27 + forsiden

Den lille dreng fra mosters hus

Tidligere på året kontaktede Jens Hansen Slotsbyerne for at finde sin bror, som han ikke havde set siden 1961 - læs her om deres møde

Tekst og foto: Gitte Young

Drengen Jens står ved vinduet og spejder efter sin ældre fætter, som er sælfanger. Det er henad aften, og på de grønlandske breddegrader er det næsten blæksort udenfor. Jens er blot et par år gammel.
I vinduet ser han pludselig et uhyggeligt, mørkt ansigt, der stirrer direkte på ham. Skrækslagen bryder drengen i gråd. Ingen har fortalt ham, at han blot har set sit eget spejlbillede; det opdager han først år senere.
Som 49-årig står Jens Hansen igen ansigt til ansigt med en spejling af sig selv, og denne gang er han forberedt og overbevist om, at han vil bryde ud i gråd. For sådan har han set alle de mennesker i tv-programmet ’Sporløs’ gøre. Når de efter hele eller halve liv med ubesvarede spørgsmål, skjulte savn og huller i stamtræet bliver genforenet med et forsvundet familiemedlem.

En mors smerte
Jens Hansens sidste erindring om lillebror, Magnus Hansen, også kaldet Nuka, stammer cirka fra to-års-alderen, hvor Nuka var meget lille og stod på gulvet i deres mosters hus i bygden på Grønland.
Siden har Jens ikke set Nuka, for på grund af en alvorlig lungesygdom hos moderen, sendte hun sine tre børn i pleje hos andre; Nuka gav hun til en dansk sygeplejerske, Karen.
Jens kom som den eneste tilbage til moderen efter at hun havde fået fjernet den ene lunge og stadig var svagelig. Hun drak, slog når hun var fuld, og hver gang det skete, tænkte Jens, at hans bror, der var bortadopteret, måtte være heldig.
En enkelt gang i løbet af sin barndom overhørte han en samtale mellem de sociale myndigheder og hans mor. Socialforvaltningen ville have hende til at tage Nuka tilbage, men moderen afviste.
Ellers stillede Jens aldrig spørgsmål om broderen. Det var almindeligt for grønlændere at give deres børn væk, når de ikke selv kunne passe dem, og desuden kunne han fornemme en smerte i moderens stemme, når hun talte om emnet. Når man kan se, at noget gør ondt at tale om, spørger man ikke.

En skygge i barndommen
Men Jens fortsatte med at tænke på Nuka som en slags eventyrfigur; en man havde hørt om, og som måske var virkelig. Som teenager gik Jens på kost- og efterskole i Nordvest-jylland, og på et tidspunkt så han i tv en sportsbegivenhed fra en hal, hvor der blandt tilskuerne sad en grønlandsk dreng. Han lignede Jens, syntes han. Og mens han var i Danmark tænkte han på, hvor hans bror mon var.
Efter en del omveje med druk, et droppet seminariestudie, arbejde på en handelsstation og en fiskefabrik bliver Jens Hansen uddannet lærer i 1996. Undervejs har han også mødt sin kone, som til dato har født ham syv børn i alderen 10 måneder til 26 år. Broderen har han eftersøgt i flere omgange, på folkeregisteret i Hillerød og i Skævinge, men uden resultat.
Pinsesøndag 2007 er han på besøg hos nogle venner, da han opdager en besked på sin telefonsvarer. Det er privatdetektiven Marlene W., som Jens er kommet i kontakt med gennem Slotsbyerne.
Hun har fundet Jens’ bror, og da Jens efterfølgende skynder sig at tjekke sin mail, ligger der telefonnummer og adresse på Nuka, der bor lidt uden for Viborg.

Ikke en mand med familie
»Hallo, det er Jens. Er du min bror, Nuka«
»Ja,« svarer stemmen i den anden ende af røret.«
»Er det ok, at jeg kommer og besøger dig. I dag...?«
»Ja.«
Samme eftermiddag som Jens Hansen har fået beskeden, får han og hans fem-årige søn et lift med nogle venner, som skal til Nordjylland. Hele vejen i bilen sidder Jens Hansen helt stiv.
I mailen fra detektiven har der godt nok stået, at Nuka’s adoptivfar, som har skaffet adressen, har omtalt ham som ’lidt ustabil.’ Så han ved ikke helt, hvad han skal forvente.
Da de kommer, står Nuka udenfor sit lille hus. Men modsat af, hvad han havde troet, er Jens helt kølig og fattet. Ikke den mindste tåre trænger sig på; ikke en eneste nerve hiver i en mundvig.
Samtidig er han nærmest i chok.
»Måske fordi han jo i virkeligheden var en fremmed, da det kom til stykket. Og jeg havde forestillet mig alt muligt, men ikke det, jeg så. Jeg havde forestillet mig en mand med familie,« husker Jens Hansen.
Under sit ophold i Danmark har han udført socialt arbejde blandt grønlandske stofmisbrugere på Vesterbro. Og derfra ved han, hvordan et misbrug sætter sine spor i ansigt og på krop. De spor ser han tydeligt hos sin to år yngre bror.
»Da vi kom ind i huset, kunne jeg se, han ikke havde haft det godt. Der var så rodet og snavset, at man slet ikke kan forestille sig det. Alligevel spurgte jeg, om jeg måtte blive til dagen efter. Og det måtte jeg selvfølgelig,« fortæller Jens Hansen.

Den anden genforening
Han skal snart tilbage til Grønland for at arbejde som lærer i en by på Østkysten.
Han håber, at Nuka vil starte på et behandlingshjem, inden han skal rejse, men er ikke sikker på, at broren siger ja. I øjeblikket ryger han stadig hash flere gange dagligt og drikker cirka en halv flaske stærk spiritus hver dag.
»I den periode, jeg drak for meget, var det dels fordi, jeg var i dårligt selskab hos mine fætre, som drak hver gang, de fik løn. Og så var det for sjov, altså for at blive fuld, for der var ikke andet at lave. Men jeg tror, det er anderledes med ham. Grønlændere i Danmark bliver drillet; det ved jeg fra mig selv. Og når han så er blevet inviteret af andre grønlændere, for eksempel i foreninger, har han også været udenfor der, fordi de snakkede grønlandsk, som han ikke forstod. Så på en måde har han måske følt sig hjemløs over det hele,« reflekterer Jens Hansen på vej til sit andet besøg hos broderen.
Denne gang har han desuden taget billeder og kort med, så Nuka kan se, hvor han kommer fra, og hvem hans slægtninge er.
»Han ved ingenting, han kan ikke engang udtale sit navn rigtigt, Nuka (med et ’sprødt’ og kort k og kort u, red.), han siger Nuuuuga, ligesom nogle danskere (københavnere, red.),« siger Jens Hansen.
Hjemme hos Nuka går han i gang med at pege og fortælle, og Nuka lytter og nikker og siger ikke meget andet end ’ja’ og ’ok.’

Får Nuka mon set nordlys?
Da Jens tager fra det lille hus i Nuka’’s hjemby, hvor rutebilen kører to gange på en eftermiddag, ved han ikke, om de ses igen før hans egen afrejse. Nuka vil ikke starte på det behandlingshjem, som Jens har foreslået. Jens har desuden inviteret sin bror til Grønland.
»Jeg er glad for, at jeg har fundet ham. For jeg har tænkt på ham hele mit liv, men selvfølgelig er jeg ked af, at han har det, som han har det. Jeg ville gerne gøre noget for, at han fik hjælp. Han har sagt, at han vil besøge Grønland for at se nordlys. Jeg håber, at han kommer, men helt ærligt, så er det svært at tro på lige nu.«

Artikel 2:

Hun er aldrig sporløs.

Et skilt på et billede, et tal eller et navn bagpå et fotografi... kan virke som bagateller, men for detektiven kan de være den afgørende ledetråd.

128 dage med telefonopkald til omkring 25 ukendte personer med samme navn; stribevis af mails og opkald til offentlige registre, organisationer og et boligselskab.
Det var, hvad der skulle til, før Marlene W., 36, privatdetektiv i sin fritid, kunne få lov at ringe til Jens Hansen og lægge en glædelig besked på hans svarer.
Beskeden om, at hun havde fundet hans bror, Magnus Hansen, i daglig tale Nuka.

"Jeg ville fortælle det så hurtigt som muligt. Jeg havde kun talt med Nukas adoptivfar, selvom det normalt er rart at tale med den eftersøgte selv. Det er jo ikke alle, der ønsker at blive fundet", fortæller Marlene W., der til daglig arbejder som marketingskoordinator.

Blindgyder og tabt telefon
Hun startede sin søgen efter Magnus Hansen hos folkeregistret i Grønland, men det blev først oprettet i 1963, og da Magnus er født i 1960, kunne de ikke hjælpe, og det kunne heller ikke kirken i hans fødebygd.

Marlene W. ringede desuden til alle Magnus Hansen'er, hun kunne finde via nummeroplysningen, men efter hvad hun senere har fået oplyst, havde Magnus netop tabt sin telefon og stod derfor ikke opført nogen steder.

Detektiven kastede dernæst flere snore ud: Til foreninger, et museum i Upernavik, Familiestyrelsen og Dansk Sygeplejeråd, da den dame, som i første omgang tog sig af Nuka, var sygeplejeske.

Bror leverede ledetråd
Det afgørende spor fandt Jens bror, der fra Grønland, hvor han bor, hørte om en mand, som havde boet hos sygeplejersken i Danmark.
Han kunne huske Nuka, der i mellemtiden var blevet adopteret af sygeplejerskens søster. Men de to søstres børn og plejebørn legede sammen, og manden, en tidligere ansat i et boligselskab, blev fundet gennem selskabet. Han fandt både telefonnummer og adresse på Nukas plejefar.
"Jeg tænker, at jeg i hvert fald hjælper to mennesker. Når det lykkes, kan jeg næsten få tårer i øjnene. Mange adopterede har behov for at finde deres rødder. Det kan være bagateller som havde min mor også skæv ryg, er det min fars musiske evner jeg har arvet, har jeg søskende eller anden biologisk familie? Eller det mere alvorlige som hvorfor er jeg bortadopteret? Har jeg mon arvelige sygdomme? Min veninde i folkeskolen var selv adopteret, og hun brugte meget energi på at forstå, hvorfor hendes biologiske forældre ikke ville have hende. Og det gjorde indtryk" siger Marlene W.

Tilbage