Slotsbyerne, 11. januar 2007, side 10 + forsiden

Han jager visheden i fortiden

Trods titlen som privatdetektiv er skæg og blå briller ikke gængse arbejdsredskaber for Kim H. Larsen og hans kolleger. De benytter i stedet offentlige databaser, elektroniske telefonbøger og oplysninger fra internettet, når de skal følge et ellers blindt spor.

EFTERSØGT: En ung kvinde tager på ferie i udlandet og har en fyrig, men kort affære med en mand fra det lune himmelstrøg. Hjemme igen opdager kvinden, at hun er gravid med manden fra ferieparadiset.
Hun føder barnet, møder måske senere en ny mand og får flere børn.
År senere bliver barn eller kvinde nysgerrig efter at spore den Pedro, Nikos eller Luigi, som i sin tid tændte så heftigt op under dem på den skæbnessvangre rejse.
Og som nu er far til et barn, vokset op med et hul i sin fortid.
Det er så her, Kim H. Larsen kommer ind i billedet. Kim H. Larsen har nemlig siden 2001 stået i spidsen for Privatdetektiverne.dk, et frivilligt bureau, som hjælper folk med at finde eller genfinde men­nesker. Selvom sagerne med ferieflirten, der blev til et barn, kun tæller omkring en håndfuld om året, er det de sager, som Kim H. Larsen selv betegner som ’de vildeste.’ ”Fordi folk har haft et liv i et helt andet land, helt uden at den anden person har vidst, at de fandtes,” siger han. Den overvejende del af sagerne drejer sig om bortadopterede, der søger biologiske forældre og søskende.

Uden hemmelige agenter
Kim H. Larsen har hverken pibe, kasket eller mørke solbriller, og det er da heller ikke røvere, voldsmænd eller bedragere, han jager. Det er almindelige mennesker, mennesker og vished.
Visheden om fortiden; en vished der for mange, har han erfaret, er essentiel. ”Det kan godt være, der ikke bliver etableret kontakt, enten fordi en af parterne er død eller slet ikke ønsker kontakt, men de fleste klienter har haft en længsel hele livet, som nu kommer ud af verden,” siger han.
Detektivernes metoder er ligeledes udramatiske. ”Vi bruger internettet og diverse arkiver, som i forvejen er offentligt tilgængelige. I nogle lande kan lokale posthuse desuden være til hjælp. Så vi har hverken hemmelige kontakter i politiet eller adgang til særlige databaser,” siger han.

Ikke altid lykkeligt
Selvom Kim H. Larsen, måske ikke overraskende, sidder jævnligt foran tv-programmet ’Sporløs,’ er det alligevel bedre selv at være den, der forløser menneskers store spørgsmål.
”Det bedste er klart lykkelige genforeninger, hvor der bliver etableret en varig kontakt,” siger Kim H. Larsen, der dog har ønsket, at han havde ladet en sag ligge.
”En kvinde eftersøgte sin far, der i mellemtiden var død, men til gengæld fandt hun en næsten jævnaldrende halvsøster. Halvsøsteren vidste bare ikke, at faderen havde haft en affære og fået et barn uden for ægteskab. Det budskab havde jeg nok helst undgået at bringe videre, men det kunne jeg jo ikke vide på forhånd,” siger han.
Netdetektiverne arbejder som udgangspunkt gratis. Dog betaler klienterne for udlandsopkald eller adgang til visse udenlandske databaser, der koster penge.
”Jeg har mindst to konkurrerende firmaer, men der er opgaver nok til os alle,” siger han.
Privatdetektiverne.dk har så travlt at de kun åbner for nye henvendelser via hjemmesiden to gange om året. Næste gang er 1. april.

Gengivet med tilladelse fra Gitte Young. Copyright beskyttet.
Tekst: Gitte Young
Foto: Rikke Milling

Tilbage