Netdetektiver finder adoptivbørns familie
Af TEA KROGH SØRENSEN

Frivillige detektiver har hjulpet mere end 600 danskere med at finde familiemedlemmer.

I 2001 fik 45-årige Heidi Johansen fra Frederiks ved Karup to brødre og en søster forærende. Det var ni dage, efter at hun som en af de første henvendte sig til den dengang nyåbnede webtjeneste www.privatdetektiverne.dk og bad om hjælp til at finde sin biologiske familie i Tyskland.

Siden da har organisationen fejret fem års fødselsdag, og ikke færre end 1.600 personer har gennem årene fået gratis hjælp fra de 12-14 ulønnede frivillige til at finde savnede personer. I ca. 40 pct. af tilfældene, eller i alt 640 sager, er det lykkedes, oplyser initiativtager og frivillig fritidsdetektiv Kim H Larsen.

Behovet for at finde familiemedlemmer eller savnede personer er stort, konstaterer han. Henvendelserne er mange, og for ikke at drukne i sager, åbnes der kun et par gange om året op for indsendelse af nye efterlysninger på forsvundne personer. Det sker næste gang den 1. juli 2006 på hjemmesiden www.privatdetektiverne.dk

Langt de fleste henvendelser kommer fra voksne mennesker, der som børn blev bortadopteret, beretter Kim H. Larsen.



Netdetektiverne hed Privatdetektiverne i årene 2001-2007, derfor er vi i artiklen omtalt som Privatdetektiverne.

Tilbage