Hjemmet, nr. 39, 25. september 2006, side 142-143

Mit livs puslespil er samlet

De manglende brikker i adopterede Heidi Steinke Johansens liv faldt på plads, da det lykkedes hende at finde sin tyske storesøster. Som sidegevinst fulgte en kærkommen dobbelt overraskelse.

Heidis tyske gloser er rustne. For godt fire årtier siden blev hun sammen med sine tre søskende fjernet fra barndomshjemmet i Nordtyskland og kom halvandet år gammel til Danmark som adoptivdatter hos et ægtepar i Viborg. De tre andre, en et år ældre storesøster og to lidt yngre brødre, nåede ikke nord for grænsen.
- Vi mistede kontakten med hinanden. Mine adoptivforældre ville gerne have adopteret min lillebror Harald sammen med mig, men vores tyske mor strittede desværre imod. Det ville ellers have været rart for os begge at vokse op som helsøskende.
I stedet blev Heidi enebarn. Storesøsteren Susanne kom i familiepleje, og brødrene Carsten og Harald fik nye hjem i tyske adoptivfamilier.
- Jeg havde kærlige og trygge kår hos mine danske forældre. Her kom min biologiske far af og til på besøg. Som helt lille kendte jeg ham kun som Onkel Gert fra Tyskland. Det var først omkring skolealderen, jeg fik at vide, at han var min far.
Heidi Steinke Johansen er i dag 45 år, bor på en hyggelig jysk bondegård i udkanten af Karup, er gift med landmanden Bent og er mor til 19-årige Lene og Per på 17 år.
I det røde stuehus sidder Heidi i sit landlige køkken med udsigt til marken, hvor gårdens sortbrogede malkekøer græsser, og tænker tilbage. Små glimt dukker op fra hendes ni måneder på et tysk børnehjem.
Jeg mindes at have ligget på en seng for at få skiftet ble, da jeg fik en lyserød plastikgris. Min danske mor har fortalt mig, at der kun var en enkelt dukke til deling mellem børnehjemmets 25 børn. Før jeg fik grisen, som fulgte mig i årevis, lå jeg og krammede et stykke madpakkepapir.
Som 16-årig, mange dukker rigere, var Heidi på ferie hos sin far i Tyskland. Det besøg vækker ikke muntre minder.
- Far havde fundet sig en kæreste, og hun var meget jaloux på mig. Det ødelagde den gnist, som kunne være blevet tændt mellem min far og mig. Han var en rar og varm mand, men konfliktsky og noget af en enspænder. Derfor blev han aldrig et familiemenneske.
Efter at være blevet adopteret så Heidi aldrig sin biologiske mor igen. Hendes forældre gik fra hinanden og levede hver deres liv efter at have fået fire børn.
- Jeg bærer absolut intet nag, for jeg forstår hvor vanskeligt det må have været for dem. De besluttede, at vi søskende skulle have hver sit gode hjem. Før børneværnet hentede os, boede vi i Itzehoe i en lille, utæt lejlighed, hvor vinden peb ind. Mor magtede ikke mere og forfaldt til en tår eller to for meget af flasken.

Søgte og fandt

Heidis adoptivforældre døde med kun ni måneders mellemrum, da hun var midt i 20'erne. Ofte gik tankerne til hendes tyske familie, men Heidi gjorde intet forsøg på at finde den.
- Det virkede så svært at overskue. Derfor opgav jeg tanken, næsten inden den var tænkt.
Vendepunktet kom, da datteren Lene fik en opgave i skolen. Emnet hed "familie", og Lene fik lyst til at vide mere om sin biologiske baggrund.
- Så jeg sagde til mor, at hun burde tage sig sammen og prøve at finde ud af noget.
Heidi kom på sporet af den frivillige organisation Privatdetektiverne, der ganske gratis leder efter forsvundne mennesker.
- Kun ni dage efter var min søster Susanne fundet. Vi havde dog ikke meget til fælles. Men hun førte mig videre til vores fælles brødre, Carsten og Harald.
Heidi skrev til dem begge og forklarede, at hvis de ikke ønskede kontakt med hende, skulle de bare sige fra. Brødrene tog dog godt imod Heidis udstrakte hånd, og et par måneder senere rullede Harald med sin kone ind på gårdspladsen.
- Jeg var meget spændt, og det må Harald også have været, for han blev siddende i bilen i lang tid. Det var en overvindelse for ham at turde stå ud og gå ind til mig.
Da nervøsiteten havde lagt sig, svingede kemien mellem Heidi og Harald med det samme. De krammede og havde straks øjenkontakt.
- Vi kunne begge se noget af os selv i den anden. Vi har også næsten samme højde, vores fagter minder meget om hinanden, og når vi smiler, har vi den samme markering ved øjnene.
Senere mødte Heidi også broderen Carsten. Han er en hel del højere og ligner en blanding af alle fire søskende.
- Det er vores far, Harald og jeg minder mest om. Desværre har vi mistet begge vores biologiske forældre, for mor gik bort i 2005 på et plejehjem, og far for to år siden. De blev kun 66 og 67 år.

Tomrum fyldt op

Heidi og hendes brødre fandt hurtigt ud af, at de havde mange fælles interesser. Blandt meget andet deler hun glæden ved at fotografere med Harald.
- Jeg troede, det ville være meget mærkeligt at møde Harald og Carsten, ligesom at sidde over for et par fremmede mænd, men sådan var det slet ikke. Det var som om vi bare fortsatte en samtale, som aldrig var blevet sluttet af.
På grund af Heidis rustne tysk foregår snakken mest på engelsk. Samme sprog bruges, når de genfundne søskende næsten dagligt sender hinanden e-mails om stort og småt fra deres hjemlige dagligdag i Danmark og Tyskland.
Carsten og Harald er allerede inviteret med som selvskrevne gæster, når Heidi og Bent næste år fejrer sølvbryllup.
Lene fortæller, at hun kan mærke sin mors glæde over at have fået fyldt et tomrum op og samlet sit livs puslespil.
- Mor følte sig temmelig alene i verden som enebarn, og selv har jeg været så heldig at få fire fætre.
Heidi synes, at hun er blevet et helt menneske efter at have fundet sine brødre. Det giver hende ro og fred at vide, at hun har et bagland.

Gengivet med tilladelse fra Leif Bredegaard. Copyright beskyttet.
Netdetektiverne hed Privatdetektiverne i årene 2001-2007, derfor er vi i artiklen omtalt som Privatdetektiverne.

Tilbage